Det er en helt særlig form for kærlighed, når de små piger, der engang gik hånd i hånd med mig, pludselig står næsten lige så høje ved siden af mig. Når de begynder at træffe deres egne beslutninger, støtte hinanden, nogle gange virkelig udfordre mig, og jeg indser: Jeg er ikke længere hele deres verden, men jeg er stadig en vigtig del af den.

Og det er præcis, hvordan livet med to teenagedøtre føles. To stærke personligheder, to meninger, to hjerter og en helt ny følelse af familie.

Nogle gange højlydt, nogle gange stille. Ofte kaotisk, altid i bevægelse. For hende og også for mig. For ja, jeg vokser også. Som mor. Som kvinde. Som person.

Jeg var mine døtres heltinde. Det var mig, der vidste alt. Det var mig, der tog sig af alt. Det var mig, der fangede alt.

Nogle gange er det bare mig, der er irriterende i disse dage. Men samtidig er det præcis mig, de kommer til midt om natten, når noget generer dem. Når de har spørgsmål, ville de ikke stille nogen andre.

Men i dag er jeg også den, de tager afstand fra. Og så er jeg igen den person, de altid finder tilbage til, nogle gange stille, nogle gange højlydt, men altid oprigtigt og på deres egen måde.

Det er en dans mellem nærhed og afstand, mellem diskussioner, tårer, latter og de små, dyrebare øjeblikke, hvor alting er nemt.

Jeg lærer hver dag, at de ikke længere er mine små skygger. De er deres egne stærke unge kvinder med drømme, meninger og perspektiver, der ikke altid matcher mine, og det er helt fint.

For hvor vidunderligt er det ikke at se dem vokse op? At se mine to små piger blive til to vidunderlige unge kvinder. At se os navigere i skolestress, humørsvingninger, de første spørgsmål om kærlighed, de første dramaer og derefter en hyggelig aften med binge-watching med snacks og tæpper, hvor de selvfølgelig hver især har en forskellig mening.

Nogle gange undrer jeg mig virkelig over, hvornår det skete, denne opvækst. Og så indser jeg, at det ikke var et specifikt øjeblik. Det var bare sådan, med lidt kaos, med en masse følelser og med en kærlighed, der forandrer sig, men aldrig aftager.

Denne tid er vild, den udfordrer mig. Men den opfylder mig også på en måde, jeg aldrig ville have troet var mulig.

Jeg er ikke længere bare "moren med to små døtre". Vi er tre kvinder,

bundet sammen af vores historie, af vores tillid og af en kærlighed, der ikke behøver nogen rolle. Den behøver kun et hjerte, der forbliver åbent.

Og når jeg ser på dem og ser, hvor klare, hvor modige, hvor høje de bliver, ved jeg,

Jeg er ikke bare hendes mor. Jeg er hendes ledsager, hendes lytter, hendes trygge havn.

Og helt ærligt? Dette er den største gave, livet kunne have givet mig.