Hud • Velvære • Livet efter 40

Nogle gange er et meget kort øjeblik nok.

En sætning, der modtages anderledes end tiltænkt. Et blik, der udløser noget i mig.

Eller simpelthen denne følelse, der pludselig er der, uden at jeg kan sige hvorfor. Og så indser jeg, at det ikke kun handler om nuet.

Siden jeg begyndte at skrive mine minder ned, er det blevet mere og mere tydeligt for mig, hvor meget af min barndom stadig er indeni mig. Ikke som færdige historier, men snarere stille og roligt, mellem tingene. I mine reaktioner, i hvad der påvirker mig, i hvad der udmatter mig hurtigere, end jeg gerne vil indrømme over for mig selv.

I dag forstår jeg ting, som jeg plejede bare at acceptere.

Hvorfor jeg ofte prøver at gøre alle tilpas, selv når jeg rent faktisk har brug for fred og ro. Hvorfor konflikter bliver hos mig længere, end jeg lader til. Hvorfor afslapning ikke bare sker, men nogle gange skal udvikle sig langsomt. Og hvorfor jeg ofte først bliver bevidst om mine egne grænser, når jeg allerede har overskredet dem.

Som barn stiller man ikke sig selv den slags spørgsmål. Man lever bare med det. Man fornemmer atmosfæren, selv før nogen siger noget. Man ved, hvornår det er bedre at være stille.
Hvornår man skal holde tilbage. Hvornår det er lettere at tilpasse sig end at gøre modstand.

Og på et tidspunkt bliver dette helt naturligt. Så meget, at du senere tror, det blot er en del af dig selv.

Mens jeg skriver, dukker minder op, som ikke har haft en ordentlig plads i lang tid. Den lille lejlighed. Den stille spænding, der altid var der på en eller anden måde. Uhåndgribelig, men håndgribelig. Følelsen af at skulle være opmærksom, selv når der faktisk ikke skete noget.

Og hvis jeg skal være ærlig, så er noget af det blevet tilbage.

Jeg bemærker stadig, hvor svært det er for mig at give slip. Selv i stille øjeblikke er der ofte en indre spænding, som om noget indeni mig stadig våger over mig. Ikke højt, mere i baggrunden. Men der.

Det er, som om en del af mig stadig er forberedt på, at noget skal ændre sig, at noget skal vælte, at jeg skal reagere.

Det var nok nødvendigt før i tiden. I dag indser jeg, hvor meget energi det kræver ikke bare at kunne slukke for denne tilstand.

Og alligevel er der også de andre minder.

Havet, stort og roligt.
Sommerdage der føltes uendelige.
Blåbær på fingrene og den korte følelse af, at alt kan være nemt.

Disse øjeblikke har været mit yndlingsemne. Måske netop fordi de føltes så anderledes end så meget andet.

Fordi de viste, hvordan det kan føles, når intet bliver krævet af dig, og du bare får lov til at være der.

I dag ser jeg mig selv lidt klarere. Jeg tror ikke længere, at der er noget galt med mig, bare fordi jeg opfatter ting dybt eller mærker stemninger hurtigt.

Jeg lærte det nok tidligt, simpelthen fordi det var vigtigt dengang.

Og jeg tror, at mange mødre har det på samme måde.

Vi bærer meget med os i vores dagligdag: ansvar, tanker, denne konstante hensyntagen til andre. Og nogle gange reagerer vi ikke bare fra øjeblikket, men fra noget, der går meget længere tilbage.

Man kan ikke se det ved at se på os, men vores egen barndom er der ofte stadig.
Hun griber ind, stille og diskret.
I samtaler.
I beslutninger.
Ind i hvad der påvirker os eller koster os energi.

Siden jeg begyndte at skrive, forstår jeg mig selv lidt bedre. Ikke helt og ikke på én gang.
Men nok til at de er mere blide over for mig.
Så jeg ikke straks sætter spørgsmålstegn ved mig selv, når noget indeni mig reagerer.

Og måske er det nogle gange allerede meget.